Vester Krogsgaard. Økologisk kød

Gå til indhold

Hoved menu

Tidligere forsideopdateringer

Vester Krogsgård


Maj 2018
Parringen mellem vores tæve Gaia og hanhunden Caesar fra Kennel Lyngbakken resulterede i 7 dejlige brune labradorhvalpe. Hvalpene var solgt inden for en uge, men heldigvis har vi fornøjelsen af dem i 8 uger, indtil de flyver fra gården. Du kan se billeder af dem under "Gården" -> "Labrador-hvalpe"

Som noget nyt prøver vi i år at have økologiske ænder. Vi har valgt at afprøve 4 forskellige racer (rouen, sachsen, mullard og moskus), så vi kan sammenligne processen og produkterne, og glæder os til at kunne spise økologisk and til Mortens aften og jul. Hvis det bliver en succes, vil det være noget, man kan bestille på vores hjemmeside.

I foråret har TV-Midtvest været forbi og optage af flere omgange. Programmet hedder "Tilbage til rødderne" og sendes i tre afsnit. I programmet følges fire små, økologiske producenter med hver deres nicheproduktion. Vi deltager med vores kyllinger, og du kan se afsnittene her:

Januar 2018
Vi startede det nye år med at få slagtet en tre-års stud, en to-års stud, tre græskalve og en ammetante. Det var en fornøjelse at sende lækkert, økologisk kød videre til fornøjede aftagere, og kødet blev nærmest revet væk. Det er rart at blive bekræftet i, at vi ikke er de eneste der går op i høj dyrevelfærd, økologi og "kød du kan være bekendt". Vi har det sidste år ladet en af to-års studene blive på marken et ekstra år, for at finde ud af hvad det gør ved kødet - både strukturmæssigt og smagsmæssigt.  Det glæder vi os nu til at smage.

Vores dejlige labradortæve Gaia er nu snart 4 år, og er klar til at skulle have sit første kuld hvalpe. Da hun har stamtavle hos DKK har vi fundet en skøn labradorhan hos www.kennellyngbakken.dk. Han hedder Caesar og har ligeledes stamtavle hos DKK og flotte resultater. Parringen er gået helt efter bogen, og vi har nu en meget tyk hund. Vi håber på et sundt dejligt kuld hvalpe midio april. De vil være salgsklare i starten af juni, men man er selvfølgelig velkommen til at besøge dem meget før. Når hvalpene er ca. tre uger er de virkelig klar til at tage mod gæster :-)
I kan læse mere om hvalpene og vores hund under " Gården" -> "Labrador-hvalpe"
Mens vi venter får I lige et par billeder fra vores forrige hund Quitos hvalpe.   

Med ønsket om et godt 2018 for alle

August 2017

Sommer - og sensommer
Sommerferien er gået, og vi har nydt at have ekstra tid på gården.
Ekstra tid til at lege
Ekstra tid til at lave mad
Ekstra tid til køkkenhaven
Ekstra tid til at kigge på køerne med en kop kaffe i hånden
Ekstra tid til at drømme og planlægge.

Der er kommet 500 nye kyllinger til at luge og gøde juletræerne, der er kommet en tyr (Preben) til at sikre nye kalve til næste år, der er kommet hø på loftet og snart er det tid til også at få bjerget årets halmhøst.

Vi har fået slagtet kyllinger, så der er nye forsyninger af grydeklare kyllinger.

Vi glæder os til den næste periode - specielt den overflod haven byder de næste måneder er næsten ikke til at stå for.

Med ønsket om en god sensommer/efterår
Lotte og Kristian


 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu